Tirsdage i maj – september:
Klubaften med afgang kl. 17.30. Vi sigter mod at ro 10 km på klubaftener.
Husk madpakken og tilmelding på vores gruppe på FB.
I Voer Færgesteds Kajakklub lægger vi vægt på naturoplevelser, på fællesskabet, på det gode samvær og at vi passer på hinanden. Det er derfor at vi indleder både forårssæson og vintersæson med redninger. Det giver tryghed at vide at alle du ror med kan redde dig hvis der skulle ske noget. Den viden gør at du faktisk sidder bedre i din kajak, og dermed er risikoen for at kæntre faktisk mindre.
Vi har desuden fokus på skadesforebyggende tiltag. Derfor er vi opmærksomme på, at du sidder rigtigt i din kajak, at den passer til dig, at du har den rigtige pagaj. Nogle har det bedst med europagajen, mens andre trives bedst med grønlænderåren. Vi har begge typer, og ligesom du skal prøve forskellige kajakker, så skal du også prøve begge slags pagajer.
Vi forsøger at få den rigtige ro-stil arbejdet ind i kroppen, det betyder dermed at du ror med hele kroppen, at hvert eneste tag omfatter mange muskelgrupper. Du skal både trække og skubbe med armene. Men du bruger også dine ben og din core, som det hedder på godt dansk.
Vi arbejder med støttetag, især det lave støttetag, som når det er godt indarbejdet i kroppen, vil kunne redde dig fra en ufrivillig tur i vandet. Der findes mange styretag, som gør det lettere for dig at ro sikkert og effektivt gennem vandet, både det stille vand men også når der er bølger.
Endelig skal vi også huske det måske vigtigste, nemlig fællesskabet og mad og drikke. Du skal altid huske en god madpakke og noget at drikke. Vi har en række arbejdende udvalg, for det er en klub du er medlem af. Derfor bidrager alle med noget som de er gode til; bestyrelse, pr, materiel, ture og ikke mindst det berømte “Tapas-udvalg”.
Vi har også plads til dig i vores fællesskab.